På toppen af Borneo - svært vane-dannende!
Da Anne-Marie foreslog, at vi kunne bruge et par
ugers afspadsering på at tage en tur til Borneo, var jeg naturligvis med det
samme med på idéen - og da en tur op på det berømte Mount Kinabalu indgik i den
pakkeløsning, hun havde fået kig på, var jeg straks fyr og flamme!
Dels er bjerget i den malaysiske Sabah-provins på øen berømt for med sine 4.101 meter at være det højeste mellem
Himalaya og New Guinea (hvilket dog efter
nyere målinger er vist ikke helt at være tilfældet),
og dels er det kendt for at være et af Verdens vigtigste naturområder - med
blandt andet en helt unikt righoldig flora. Få andre steder træffes så mange
forskellige plantearter på et så relativt begrænset område - og blandt dem omkring 1.200 kendte orkidéarter - og der
opdages løbende nye. Adskillige fantastiske orkidéer findes ganske enkelt kun på
dette bjergs sider!
Af disse er Paphiopedilum rothschildianum nok den mest berømte - og også
Paphiopedilum dayanum findes kun her.
Ud over orkidéer findes der en overdådig artsrigdom af næsten enhver anden
type planter - træer, rhododendron, bregner, bambus, mos-arter og kødædende planter - blot for at
nævne nogle af de oftest fremhævede fra det fantastisk bjerg. Ikke mindre end 40
arter egetræer, talrige arter bambus og bregner - og mos i alle afskygninger -
deriblandt en, der vokser til over én meters højde! For ikke at tale om de
fantastiske kandebæger (Nepenthes), som vi så 3 forskellige arter af, men
som der findes adskillige flere arter af på bjerget - 5 arter findes udelukkende
her!
Det er vigtigt at understrege, at der for så vidt
ikke stod 'orkidéer' på det program vi købte - det var sådan set noget, jeg bare
håbede på at få passet lidt ind. Faktisk var det her en bjerg-vandring - og vi skulle helt til tops på bjerget - vi skulle simpelthen tage "The Summit Trail" op til Low's Peak i 4.095 meters højde! Joh, den er god nok - den top er opkaldt efter den første englænder på toppen - samme Sir Hugh Low, som blandt mange andre orkidéer også Phalaenopsis lowii siden blev opkaldt efter. Han besteg som den første europæer Mount Kinabalu i 1851 - og indsamlede faktisk også en hel del den gang nye og ukendte planter, som blev sendt hjem til England til nærmere botanisk beskrivelse. Der iblandt også den første Paphiopedilum fundet på Borneo i 1846 - som Lindley siden beskrev og navngav Paphiopedilum lowii efter ham. Senere fandt Low 5 andre Paphiopedilum på Borneo - nemlig P. dayanum i 1856, P. stonei og P. javanicum var. virens i 1862, P. hookerae i 1863 og P. bullenianum i 1865. Det var også Low, der opdagede Coelogyne pandurata, Coelogyne asperata, Dendrobium lowii og Arachnante lowii (oprindeligt Vanda lowii) - og også adskillige arter kandebæger, hvoraf Nepenthes lowii er opkaldt efter ham.
Ingen tvivl om, at den top, vi har været oppe på,
er ikke opkaldt efter en hr. Hvem-som-helst!. |
|
Mount Kinabalu er det helt naturlige centrum i
Kinabalu National Park, som blev etableret tilbage i 1964. Parken er udnævnt som
et World Heritage Site.
Geologisk set er der tale om én gigantisk blok granit, der for ca. 1 mio. år
siden blev presset op igennem jordskorpen, så bjerget blev dannet - og det er
ganske tydeligt, at det helt står ud fra de omkringliggende andre bjerge,
der kun er op til omkring halvt så høje som Kinabalu. Ingen tvivl om, at denne forskel
i både jordbund og højde har en meget stor betydning for, at både flora og fauna
omkring bjerget er helt enestående.
Omkring 400.000 besøgende i Nationalparken årligt er rigtigt mange mennesker - og de kunne let forårsage ubodelige skader på naturen, hvis ikke der virkelig bliver gjort alt for at bevare området. Derfor kan man, indenfor de 754 km2 bjergrige regnskov, som Kinabalu National Park dækker, ikke bare lige gå rundt, som det passer én. Man må som almindelig turist under ingen omstændigheder gå udenfor de fastlagte stier - og må i det hele taget kun gå i følgeskab med en autoriseret guide. Fornuftigt - selv om man selvfølgelig gerne selv ville være fri og kunne gøre, som man har lyst til - men sådan er det bare. Ikke mindst, når man som her har at gøre med så mange natur-skatte, skal der virkeligt kontrollerede forhold til at håndtere så mange besøgende, uden at det ødelægger selve grundlaget for den Verdens-omspændende interesse for området.
Der er så vidt jeg forstår mulighed for
adskillige forskellige ture i området - og for os var det som nævnt "The Summit
Trail", der denne gang var aktuel. Jeg kan godt afsløre, at der ikke er nogen
tvivl om, at vi vil vende tilbage og se på, hvad der ellers gives af muligheder
ved bjerget ved førstkommende lejlighed!
Først efter hjemkomsten blev jeg
opmærksom på, at der åbenbart også er en slags lokal-botanisk have i tilknytning til
nationalparkens HQ, hvor man har samlet blandt andet en masse orkidéer - og den gik jeg
da helt glip af i denne omgang! Der skulle være samlet over 400 forskellige
arter fra hele Borneo - men hovedparten fra selve Kinabalu!
- Pokkers!
- Men så må der jo netop blive mindst én næste gang ....
Jeg vil foreslå, at man ser på den botaniske have før man vandrer op på bjerget
- for bagefter kan det godt være, at benene strækker.
Vi kørte fra nationalparkens hovedkvarter i 1.563
meters højde til Timpohon Gate i 1.830 meters højde, hvor vor vandretur mod
toppen startede. Første etape er 'bare' 6½ km lang - men skal bringe os op til Laban Rata Resthouse i 3.272 meters højde, hvor vi skal have nogen timers søvn, før vi så fortsætter midt om natten, så vi kan overvinde de næste 2,7 km til toppen godt 800 meter længere oppe i tide til at se solopgangen ude i horisonten, bag de øvrige tinder på det fantastiske bjerg. Det er vigtigt at være der så tidligt - ellers når skyerne at samle sig omkring toppen henover den fugtige, lune regnskov neden under - og så er der ikke nogen udsigt! Det er primært på de nederste 2/3 af turen, at
man vandrer igennem den imponerende regnskov - og det var naturligvis også her,
at der var flest orkidéer at se - og der er masser! |
Desværre er der grænser for, hvor mange af
orkidéerne, der blomstrer sidst i november - men selv de ikke blomstrende fandtes der
også så mange forskellige typer af, at der ikke er nogen tvivl om, at der på
enhver årstid vil være så rigeligt at se på på denne tur! Således så vi kun
bladene af én epifytisk voksende Paphiopedilum - måske endda
netop en Paphiopedilum lowii, som er en af de få epifytiske fruesko. Et
andet sted sås et par velvoksne planter voksende på en stor klippe ved siden af
stien - også uden blomst, så hvilken art, der har været tale om, er umuligt at
sige. Også disse planter havde ensfarvede grønne blade. Flere Paphiopedilum
så vi ikke - men så så vi jo så meget andet!
- En del Dendrobium - men egentlig ikke så mange, som jeg måske nok havde
forventet - og en hel del Bulbophyllum i forskellig størrelse, hvoraf en
del stod med frøkapsler. En flot Eria robusta stod i blomst - jeg
genkendte den ikke på turen, men har senere fået en mail fra Egon Korsgaard, der
kendte arten. Der er et billede af den sidst i artiklen
Det var fortrinsvis Coelogyne og Dendrochillum, vi denne gang så i blomst - i alt vel omkring 10 forskellige arter, som vi aldrig havde set før. Jeg havde læst om, at man ville kunne se Coelogyne papillosa på turens øvre stræk - og stor var begejstringen, da vi fandt de første af disse smukke hvide orkidéer. Allerede inden da havde vi set nogle brune Coelogyne og flere slags Dendrochilum. Først efter hjemkomsten er det, efter at have læst mere på sagen, at jeg erkendte, at vi havde fundet adskillige flere arter, end vi først havde erkendt. Det afslørede en nærmere granskning af billederne, der så også blev sammenlignet med billederne og beskrivelserne i Dudley Clayton's "The Genus Coelogyne - a synopsis", som jeg blandt adskillige andre havde købt mig i Bangkok på hjemvejen.
Det viser sig således, at der var Coelogyne
kinabaluensis, Coelogyne pholidotoides, Coelogyne rhabdobulbon
og Coelogyne bilamellata mellem billederne - og her efterfølgende kan jeg
ikke lade være med at tænke på, at der sagtens kan have været adskillige andre,
som jeg bare ikke erkendte var andre arter end dem, jeg allerede havde taget
billeder af - og som jeg derfor undlod at fotografere for at spare på kameraets
batteri! Desværre oplevede jeg nemlig, at batteriet kun alt for hurtigt
mistede styrke. Jeg havde været for ukritisk med brugen af den indbyggede
blitz i starten af turen, så allerede på vejen op måtte jeg økonomisere og
undlade at tage billeder, jeg ellers normalt ville have taget - og på toppen løb
kameraet tør for strøm! Det vil sige, at på hele nedturen var jeg afskåret fra
at tage flere billeder!
Mon ikke man så kan lære at medbringe reserve-batteri til en anden gang!
- Og næste gang vil jeg nok vente med overhovedet at tage billeder til efter de
første 1½ km af turen - for først dér bliver der for alvor noget at se på for os
med særlig interesse for orkidéer. Så har den første, måske lidt overstadige,
begejstring for selv den mindste lille orkidé også fortaget sig lidt, før man
begynder at fyre løs med kameraet .....
Det er naturligvis ikke det samme som at sige, at man ikke bør holde øjnene åbne allerede fra start - for man sku' jo nødigt gå glip af noget - de første orkidéer viser sig få meter bag Timpohon-porten ....
Kenth Esbensen dec. 2006 / sept. 2011