Phalaenopsis rofino - syn. Phal. rufino


 



Copyright ©
Kenth Esbensen


20.04.08: Dette skulle være en meristem af en af de seneste opdagede Phalaenopsis-arter fra øen Flores, fundet for omkring 10 år siden. 2 planter er nået her til landet, og jeg har fået lejlighed til at tage en række billeder af blomsten. Forhåbentlig vil det lykkes at få fremavlet nye frø-planter, så den smukke art bliver tilgængelig for os.
Jeg har søgt på Google, og faktisk kun meget få referencer, der iblandt til et amerikansk forum, hvor moderator Peter Lin mener, at navnet skyldes en lokal betegnelse for Phal. floresensis - men at der er tale om naturligt forekommende primær en hybrid af Phal. floresensis x micholitzii. Denne er også skabt under kultur og registreret under  navnet Phal. Brother Trekkie. Den skulle ligne planter, der er solgt som rofino i USA og åbenbart også i Schweiz/Frankrig.
Til gengæld er jeg ikke helt overbevist om, at den blomst jeg har fået billeder af, er identisk med den nævnte hybrid, da de afviger fra de billder, der vises i Peter Lin's forum. Der er så vidt jeg kan se stor forskel på trichomernes udbredning og udformning - meget grovere her end på de viste planter, hvor de ser finere ud. Til gengæld taler læbens bredde og callus's 2 spidser for, at micholitzii kunne have været inde over her.
Jeg kan ikke udelukke, at der vitterligt er tale om en ny art - naturligvis nært beslægtet med de to andre - og i øvrigt heller ikke så langt væk fra Phal. violacea alba! - men det kan altså også godt være en flot primær hybrid. Jeg har desværre aldrig selv set den nævnte hybrid til sammenligningen.
Der er ingen oplysninger om finderens navn - eller nøjagtigt årstal på indsamlingen. Jeg er heller ikke klar over, om arten er blevet formelt beskrevet.
Måske kan genetisk kortlægning give os et svar?
Bernhard Legrelle angiver iøvrigt på sin brilliante side, at navnet rofine er en lokal betegnelse for de meget grønlige udgaver af Phal. floresensis, som netop bruges meget til hybridisering. Dén oplysning bringer imidlertid måske nok flere nye spørgsmål end svar i denne sammenhæng.